Her er nogle tidspunkter og periodelængder der er gode at vide når man opdrætter undulater.

Ved opdræt af udstillingsundulater så er yngletiden om vinteren. Der er to måder at starte ynglesæsonen på.

1: Den ene, som benyttes af mange, er at sætte parrene i gang den 1’st oktober. Så passer det med at de første unger er fem til otte dage den 1’st november, hvor de nye ringe ankommer.
Så langt så godt.
2: Den anden metode er, fra efteråret af, at sætte de par sammen der er ynglekondition.

Det er vel den mest tiltalende metode. Men det giver det handicap at du risikerer først at komme i gang ind i det nye år. Og ingen ved om der kommer flere eller bedre unger af den grund. Desuden kan det være svært at se hvornår de enkelte undulater er klar til at yngle. Hvis du opdrætter for at udstille, gælder det om at undulaterne er så udviklede som det er muligt inden de skal på udstilling.

Ægget lægges.

Hunnen er tit inde i redekassen allerede samme dag hun får muligheden. Selve parringen kan ofte i iagttages straks parret er sat sammen. Et par dage før hunnen begynder at lægge æg, vil hendes afføring blive mere udflydende og komme i større klatter end normalt, og hun vil virke lidt tykkere ved kloakken.

Der går ca. 10 dage, fra du sætter de enkelte par sammen, til det første æg bliver lagt, forbeholdt de parre sig umiddelbart efter sammensætningen.

Når æg nummer to er lagt, to dage senere, begynder hunnen at ruge. Hun lægger normalt seks æg, men både mindre og større kuld ses ofte. Der lægges et æg hver anden dag.

Tre unger 1, 3 og 5 døgn gamle plus et par endnu ikke klækkede æg

Når der er ruget på ægget 6 – 8 dage er hjerte og blodårer dannet. Man kan med en lille lygte gennemlyse det og tydeligt se blodårene mv.

Ungerne kommer.

17 til 18 dage efter hunnen er begyndt at ruge, altså ca. 20 dage efter hun startede på at lægge æg, klækker de første æg. Derefter klækker et æg hver anden dag. Når ungerne kommer ud af ægget er de helt nøgne og blinde. De første 3-4 dage fodres de med et særligt sekret (kromælk) af moderen.

Du skal sætte ring på ungen når den er omkring 6- 8 dage. Pas på ikke at komme for sent og se efter den følgende dag om ringen stadig sidder på benet.

Når ungen er ca 7-8 dage begynder øjnene at åbne sig og den vil være dækket af dun. Fjerene begynder at komme frem når ungen er 10- 12 dage gammel. (se mere under farvebestemmelse på historiesiden)

Ca. 30 dage efter ungen er kommet ud af ægget, er den næsten fuldfjeret og klar til at forlade redekassen. Enkelte har brug for et par dage mere.

Og flyver hjemmefra.

Når ungen har været ude af kassen minimum 12 dage er den selvstændig. 42 dage gammel. Den flyttes til et bur, hvor du kan holde øje med om den spiser osv. Efter et par måneder kan den flyttes til en voliere.

Den vil være klar til selv at yngle når den er ca. 9-10 mdr. gammel, men man anbefaler gerne at vente til de er 12 mdr.

Ovenstående siger, at der sammenlagt går ca 2 mdr. fra parret sættes sammen, til ungen forlader kassen hvis alt går efter bogen.

Andet kuld æg begynder hunnen ofte at lægge umiddelbart inden den sidste unge forlader redekassen. Du bør, efter min mening, ikke lade hunnen made mere end 2 kuld op, da det tærre enormt på hunnen.

Æggene fra et tredje kuld kan flyttes til et mindre værdifuldt par, hvis du ikke når at forebygge dette.

 

For lige at summere i kort form:

Første æg efter 10 dage.

Et æg hver anden dag.

Rugetid 18 dage.

Start på rugning fra andet æg.

En unge hver anden dag.

Ophold i kassen 30 dage ca.

Selvstændig 42 dage gammel.

Forbehold.

Ovenstående skal ses som en normaltilstand, der vil være mange afvigelser fra reglerne. Nogle hunner går måske først i kassen efter flere dage, måske ser du heller ikke nogen parring. Det kan også ske at der ruges allerede fra første æg er lagt. Der kan også nemt gå flere dage, end de ti, før det første æg kommer. Rugetiden svinger dog ikke ret meget.

Nogle unger forlader kassen før der er gået 30 dage, dem sætter man bare tilbage igen.

Det er naturligvis langt fra alle æg der er befrugtet. Selv om de er, kan det nemt ske at der aldrig kommer en unge ud af ægget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Fill out this field
Fill out this field
Indtast venligst en gyldig e-mailadresse.
You need to agree with the terms to proceed

Menu
%d bloggers like this: