Når man opdrætter undulater, så kan næsten alt gå galt undervejs, heldigvis er succes historierne i overtal, men jeg laver denne artikel for dem der står med problemerne inde på livet.

Første step er når ungen klækker, hold øje med om hunnen fodrer den, den har kroen siddende på overgangen mellem hals og bryst, den er tom og ikke nem at se, man skal holde øje med, at hunnen i løbet af det næste halve døgn giver den kromælk, dvs. at det kan ses at der er fyldt i kroen, da den er nærmest gennemsigtig, ses det hvide kromælk tydeligt.

Kan hunnen ikke finde ud af at fodre ungen, så gives der efter et halvt døgn lidt håndopmadning, ellers bliver ungen så afkræftet, at den ikke kan tigge mere, og så får den slet ikke noget af mor, og godt et døgn efter dør den, hvis ikke vi griber ind.

Her vælger jeg, at fortsætte med håndopmadning mens mor passer den lille, ofte finder hun pludselig ud af det i løbet af et par dage, så hold øje med om den pludselig ikke er tom når den burde være det, og lad endelig hunnen overtage, men hold øje de næste par dage.

Et rigtig godt håndopmadnings produkt er Nutribird A 19, man skal give 19 fordi den er noget federe end den der hedder 21, og de små skal have så meget som muligt at vokse af, det kan købes over nettet og i enkelte velassorterede dyrehandler, blandingsforhold står på den, og den følges til de nyfødte, men laves en anelse tyndere når man går over på næste blandingsforhold, da det ellers er for tykt, det skal have konsistens som yoghurt eller tyk sovs.

Man skal bruge en kop, en lille skål der kan tåle kogende vand og enten en 1 ml engangssprøjte eller en teske der bøjes i hver side så foderet let kan hældes/suges ind i næbbet, begge dele kan bruges og er kun en smagssag. Kog noget vand og hæld i den lille skål, så koppen kan stå i det og holdes varm, der hældes en smule opmadningsfoder i koppen og der måles den rigtige mængde vand op og hældes over og røres til det er klumpfri og ensartet, tag ske eller sprøjte og fyld, hæld lidt på indersiden af håndled/arm, maden skal føles varm, ikke lunken og ikke brændende, når temperaturen er passende holdes det hen til næbbet på den lille, og gerne lidt ind i næbbet, så skulle den gerne selv suge ind hvad den har brug for, er det en sprøjte skal man huske forsigtigt at sprøjte med, så den selv tager og ikke drukner den i maden. Den kan kun spise et par dråber de første gange, så sættes den ned til mor igen.

Er det en eller flere der er taget permanent fra fordi forældre slet ikke kan passe dem, så skal der indrettes et skjul/rede under varme til dem, de skal have ca. 36-37 grader de første dage. Efterhånden som de får en tæt dundragt sættes varmen ned, og når de er ved at være i fjerdragt så ned på stuetemperatur. Det er vigtigt at holde øje med temperaturen, da de hverken må have det for koldt , så trives de ikke og maden kan ikke fordøjes ordentligt, med fatale følger, dette gælder både på foderet og hvor de opholder sig. Eller for varmt så de bliver kogt og af foderet skoldet, hold øje med om ungerne gisper og evt. spreder vingerne ud, så har de det for varmt. Omvendt må de ikke føles kolde, efterhånden som de vokser varmer de også hinanden, det skal man også lige tage højde for ved temperatur reguleringen.

De første 1-4 dage gives gerne en enkelt gang om natten også, ellers hver anden til tredje time, kig på om kroen er tømt og foder når den er lige ved at være tom. En gang i døgnet skal kroen tømmes helt, jeg bruger at have lidt længere interval om natten så den bliver tom der. Hvis den ikke tømmes helt en gang i døgnet, hældes nogle dråber ren citronsaft i opmadningsfoderet, det fremmer fordøjelsen, samtidig masseres kroen forsigtigt for at fordele gammelt og nyt foder i kroen, det nye foder skal i dette tilfælde laves noget tyndere til kroen fungerer igen. Citron må de helst ikke få hele tiden, maks. 10 dage i normale tilfælde. Dette gælder oftest når de er godt i vækst og der kan være meget i kroen, så kan det for enkelte give slap kro hvis de overfyldes lidt, oplever man dette, så fyld den knap så meget fremover.

HUSK at rengøre og skolde alt du bruger til håndopmadningen, så det er klart til næste gang, man kan vælge at lave nok håndopmadning til 2 fodringer, skålen med foder sættes i køleskab til næste fodring, anden gang opvarmes det i kogende vand i skålen, ligesom når det holdes varmt.

Grunden til at det skal skoldes mellem hver gang, sprøjte, ske og skåle er at der ellers let kommer bakterier og svamp i kroen, ved at følge disse principper har jeg nu i mange år håndopmadet papegøjer og aldrig mistet en eneste, mens jeg har hørt mange skræk historier om syge og døde unger hos folk der ikke har fulgt de simple regler om hygiejne og varme.

Efter de første 4-5 dage fodres hver tredje time og man holder pause i 5-6 timer om natten, efter 14 dage passer det nogenlunde at fodre hver fjerde time, se hvornår kroen er næsten tom. Når ungerne har det halve af fjerdragten sættes hirse og vand ned til dem, og gerne en lille flad skål med frø og en med æggefoder, efterhånden som ungerne begynder at spise mere udelades nogle måltider, de fodringer der spises mindst opmadningsfoder ved udelades, de skulle gerne selv nægte at spise opmadningsfoderet til sidst, ellers gives først lejlighed til at spise selv og derefter fyldes ungerne op med opmadningsfoderet, så det bliver mindre og mindre de tager, til man helt kan stoppe. Man trapper altid kun ud af et måltid om dagen ad gangen.

Copyright Birte Sommer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Fill out this field
Fill out this field
Indtast venligst en gyldig e-mailadresse.
You need to agree with the terms to proceed

Menu
%d bloggers like this: